Yoga

Yoga er en flere tusind år gammel praksis med rødder i Indien. Ordet Yoga kommer af sanskrit-ordet Yuj, der betyder “at forene”. Foreningen af krop, sind og ånd – foreningen af individet med noget der er er større end os, med det universelle eller guddommelige. Yogaen består af forskellige dele herunder asanas (kropsstillinger), pranayama (åndedrætsteknikker), meditation (dhyana) og dyb afpænding.
Yogaens praksis og visdom er gennem tusinder af år videregivet fra guruer til deres elever, hvilket har medført en udvikling af mange forskellige retninger. I slutningen af 1800-tallet kom yogaen til Vesten og er siden blevet meget udbredt, primært med fokus på de dele der omhandler den fysiske aktivitet og forskellige åndetdrætsteknikker, med det formål at styrke kroppen og skabe øget velvære.
Yogaens kombination af fysiske stillinger med åndedræt og meditation, har vist sig at kunne mindske særligt stress og stressrelaterede sygdomme. Når vi er stressede så har vi en tendens til at trække vejret hurtigt og overfladisk. Når vi i vores yogapraksis tager os tid til at mærke kroppen og gennem åndedrætsteknikker at berolige vores vejrtrækning, så kan vi aktivere det parasympatiske nervesystem og rent fysiologisk påvirke mængden af stresshormoner i vores krop.
Yogaen er også hjælpsom for dig der lider af tankemylder, angst og depression, da det giver mulighed for at bevæge dig fra hovedet og ned i kroppen. Du får mulighed for at give dig selv en pause fra dine bekymringer, øve dig i at observere dine tanker og følelser fra et objektivt og ikke-dømmende sted samt at opøve accept og compassion for dig selv.
Personligt Yogaprogram
Tilpasset dig og dine behov
Uanset hvilke udfordringer du står overfor lige nu eller hvordan du drømmer om, at dit liv skal se ud, så kan yoga bruges til at understøtte denne forandring i krop og sind. Jeg tilbyder en samtale online (ca. 30 min.), hvor vi sammen kan udforske din situation og afdække, hvilke ønsker du har for en personlig praksis. På baggrund af vores snak udfærdiger jeg et personligt program til dig, der kan understøtte denne udvikling, hvorefter vi mødes og jeg guider dig igennem din praksis.
Der er også mulighed for at sammensætte et forløb af flere samtaler og/eller flere personlige yogaprogrammer. Kontakt mig for en snak om, hvad der kan være den bedste løsning for dig.


Hatha Yoga
Hatha yoga er den mest udbredte yogaform i vesten, og mange vil kende denne yogastilart som den klassiske yoga. Hatha yoga inkorporerer fysiske stillinger med åndedræt og meditation, med det formål at komme tilstede i nuet, og opnå en sund krop og et balanceret sind.
I Hatha yoga dykker du ned i din egen krop gennem forskellige stillinger der udfordrer og opbygger din balance, smidighed, styrke, koncentrationsevne og tålmodighed. Stillingerne holdes ofte i omkring 5 vejrtrækninger og ind i mellem indgår mindre flows.

Yin Yoga
Yin yoga er en langsommelig og mere meditativ yogaform, der indebærer stillinger med lange, blide stræk af bindevævet, der typisk holdes i 3-5 minutter. I Yin yoga følges tre grundlæggende principper (De tre Tattvas):
1. Kom ind i stillingen til en passende dybde
2. Find stilhed i krop og sind
3. Lad tiden arbejde
Yin yoga handler om at gå på opdagelse i dit indre, øge din kropsfornemmelse og skabe ro og balance i krop og sind.
“Anna er en fantastisk yogalærer. Hun er nærværende, konkret og fokuseret. Hun er eminent til at fornemme stemninger og energi i rummet og til at sammensætte flows og øvelser, der skaber energi og ro både hos mig og for holdet som helhed.”
Karen M. Christensen
Deltager på Hatha-yogahold
Priser vedrørende yogaundervisning afhænger af opgavens omfang (forberedelsestid, kørsel mm). Kontakt mig for yderligere information.

